Du er her

Vitaminindsprøjtning(Workshop 2012)

Vitaminindsprøjtning

Skrevet af Annette Fousing. Formand VF

 

 

 

Endelig var kalenderen kommet til den 27. oktober 2012, hvor Vestjyske Folkekor afholdte workshop med sanger/dirigent Ole Jørgensen fra Herning i Vildbjerg Sports og Kultur Center.

Denne dag var vi mange i det vestjyske som havde glædet os til længe; nemlig til oplevelsen af Ole, til at få en masse nyt lært og ikke mindst til samværet med andre glade sangere.

Det var en flot morgen at stå op til en af disse dage, som bliver lagt ind på harddisken. Kulden bed i kinderne - en fantastisk klar himmel med de flotteste stjerner.

Deltagerne kom glade, friske og forventningsfulde til dagens program. Vi startede med at synge ”Kære linedanser” og på denne måde var dagen startet godt.

Stævnet var et lille jubilæum da det var 5. gang Vestjyske Folkekor afholdte workshop. Det er et stævne, hvor de sangerne virkelig kan udfordre sig selv med nye værker og sangteknikker, og nogle gange må vi helt ud på stolens kant, så det kommer til at lyde godt.

Vi, der har arbejdet med Ole, ved at han er en fantastisk mand, en humørspreder og giver sig fuldt ud, når han arbejder med musik og sang. Det var også det, de 82 deltagere oplevede til stævnet, hvor vi alle fik en vitaminindsprøjtning af glæde, gå på mod, lærte at stole på os selv og en masse ny sangteknik, vi kan bruge hjemme i vores lokale kor.

Til sådan et stævne kan vi ikke undvære musik, og Ole havde sin pianist, Nikolai Majland med. Han havde taget turen til Jylland tidligt om morgenen fra København. Jeg skulle tage mig selv i ikke at sidde i drømmeland, når jeg hørte Nikolai spille. Han spillede som en drøm og det samarbejde, Ole og Nikolai havde kørte bare derud af på skinner.

Dagen forløb som planlagt og deltagerne hyggede sig. Til koncerten gav hver sanger sig 110 %. Det var en skam, at der ikke kom så mange for at høre koncerten. Vi havde den glæde, at Ole sang 2 numre fra sin nyeste cd, ”Du som er i himlen”. Har I ikke hørt cd`en eller været til en af hans koncerter med numre fra cd`en, så hold øje med, hvor han giver koncert i jeres lokale område og køb en billet! Sangene er så gode, og jeg tror I hver især kan bruge noget i hver af teksterne.

Når sådan en stævnedag er slut kan man tænke tilbage på 3 års arbejde, hvor alt er planlagt til den mindste detalje og læne sig godt tilbage efter en vellykket dag.